host, host, host

I en sal på hospitalet,
hvor de hvide senge står,
lå en lille brystsvag pige
syg og bleg med gyldent hår,
lå en lille brystsvag pige
syg og bleg med gyldent hår.

Alles hjerter vandt den lille,
som hun lå der mild og god,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.

Og hun spørger da sin læge,
som ved hendes leje stod:
Må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god,
må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god.

Lægen svarede den lille:
Nej, mit barn, det knapt jeg tror,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor.

Pinsen kom med grønne skove,
blomsterklædt står mark og eng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng.

Og hun spørger atter lægen,
som ved hendes leje står:
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?

Lægen svarer ej den lille,
klapper hendes gyldne hår,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går.

Høsten kom og marken bugned
under kornets gyldne lag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag.

Og til sidst med fred i følge
julens glade højtid kom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom.

I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud.

Nu i himlens lyse sale
vandrer hun blandt engle små,
men i jordens skygge dale
mange lidene må gå,
men i jordens skygge dale
mange lidene må gå.

Jeg har fået tæring. God påske.